CoffeeRoad | International Kaffehandel

International Kaffehandel

Kaffe er én af de vigtigste primærprodukter for udviklingslandene. Kaffe har været den råvare, der indbragte flest eksportindtægter årligt frem til 1997-98 næstefter råolie. Fra 2000- 2009 voksede udviklingslandenes eksport, takket være en række boomende udviklingsøkonomier, med 17 procent årligt til den tredobbelte værdi. I samme periode blev kaffen overhalet af en række andre landbrugsprodukter. Den er dog stadig (2008) én af udviklingsøkonomiernes 10 mest værdifulde landbrugseksportvarer med en værdi på godt 17 mia. dollar efter bl.a. plantefedt, dyrefoder og fiskeprodukter, men foran ris og sukker. Indtægten fra kaffe i forbrugsleddet udgør ifølge et groft skøn 90 mia. dollars årligt (2008). 1

Kaffens pris er typisk afledt af verdensmarkedsprisen, der fastsættes på råvarebørserne i New York (arabica) og i London (robusta). Verdensmarkedspriserne fastlægges forskelligt for følgende fire hovedgrupper af kaffer: ”Brazil Naturals”, der er tørbehandlet kaffe fra Brasilien, Bolivia, Etiopien og Paraguay, ”Colombian milds”, der er vaskede kaffer fra Colombia, Kenya og Tanzania samt ”Other milds”, der vaskede kaffer fra andre lande end de nævnte. Endelig handles ”robusta” for sig. De højeste priser opnås gennemgående af de såkaldte ”milds”, mens robusta typisk handles til betydeligt lavere priser. Den internationale kaffeorganisation ICO under FN beregner et såkaldt composite-index, hvor de gennemsnitlige børspriser for de fire hovedgrupper vejes sammen til en samlet verdensmarkedspris, der kan følges på www.ico.org.

Også kaffens kvalitet (grading) spiller en rolle for prisfastsættelsen af de konkrete kaffepartier på børsen, ligesom særligt efterspurgte lande, og områder kan opnå en betydeligt bedre pris (premium). Se Geographical indicators og intellectual property (TRIPS).

Kaffe er eksempel på en råvare, der praktisk taget udelukkende produceres af udviklingslande i det subtropiske og tropiske bælte rundt om ækvator, mens den overvejende del af forbruget (mere end 70 pct.) og den mest værdiskabende forarbejdning overvejende foregår i den udviklede del af verden. Derved ligner kaffen råvarer som tropisk træ, naturgummi og kakao. Centrale eksportlande. Der produceres kaffe i ca. 60 lande i verden, men af den totale produktion på ca. 7,5 mio. ton grøn kaffe (120 – 130 mio. bags á 60 kg.) kommer ca. ¾ fra 7 lande: Brasilien (40 mio), Vietnam (18), Indonesien (11), Colombia (9) Indien (5), Etiopien (5), Mexico (4).2

I en række mindre lande i Afrika og Mellemamerika er kaffeeksporten endnu mere afgørende end den er i flertallet af store eksportlande, hvor kaffe kun udgør en mindre del af deres samlede eksport.
Centrale importlande er USA, der står for knap ¼, de kontinentaleuropæiske lande, hvor alene Tyskland, Frakrig og Italien tilsammen tegner sig for ¼ og Japan, der står for knap 10 pct.. Størst forbrug af kaffe per indbygger findes Skandinavien, hvor finnerne drikker 12 kg. årligt, efterfulgt af nordmændene med 9 kg,, danskerne med 7,9 kg. og svenskerne med 7,4 kg. Det globale kaffeforbrug og import vokser ganske svagt med bl.a. øget efterspørgsel fra Kina, østeuropæiske lande og Rusland.3

Værdifordelingen i kaffekæden 1975/76- 2000/01

* | 1975/76 | 980/81 | 1985/86 | 1990/91 | 1995/96 |2000/01

Kaffe handles typisk gennem mange led mellem den oprindelige producent og forbrugeren. Denne handelskæde (”commodity chain”) er organiseret forskelligt efter hvilket land, kaffen kommer fra, og hvilket land, den ender i. De enkelte aktører i kæden kan desuden dele arbejdsopgaverne forskelligt indbyrdes. Der sker løbende forandringer af arbejds- og indkomstfordelingen mellem de enkelte aktører i kæden på grund af teknologiske fremskridt, ændrede rammer for produktion og handel på nationalt eller internationalt plan eller fordi magtforholdene ændrer sig, så nogle aktører får bedre mulighed for at fremme deres interesser på bekostning af andre aktører.

Kaffehandlens grundlæggende struktur er formet af udviklingen i den globale handel siden sammenbruddet af den internationale aftale, der styrede den internationale kaffepris 1957-1989, International Coffee Agreement. Aftalen, som omfattede de vigtigste kaffeproducerende og –forbrugende lande, fastsatte mindstepriser og begrænsede eksporten fra de deltagende producentlande med eksportkvoter. Kvotesystemet var dog periodisk sat ud af kraft bl.a.1972-80. Bortfaldet af pris- og kvotesystemet i 1989, førte i første omgang til liberalisering af verdenshandlen og i anden omgang til liberalisering af produktionen i de centrale producentlande, hvor offentlige myndigheder hhv. brancheorganisationer holdt op med at begrænse produktionen. Bønderne kunne heller ikke længere sælge bestemte mængder til garanterede mindstepriser til en statslig opkøbs- og salgsorganisation, men måtte afsætte på markedsvilkår til stærkt svingende priser.

Centrale led i handelskæden

Opkøbere

Kaffebonden sælger typisk sin kaffe til en privat opkøber, der bringer bønnerne fra ofte meget afsides egne til produktionsfaciliteter, hvor bønnerne gennemgår forarbejdningen til såkaldt grønne bønner, der gør dem er klar til videresalg og evt. eksport. I nogle tilfælde foretages opkøbet af en mindre lokal agent som de såkaldte ”coyotes” (dvs prærieulve) i Mellemamerika. I andre tilfælde kontrolleres opkøberen af et større (eksport-)firma. I visse lande, bl.a. i Afrika, deltager statslige eller branchestyrede organisationer fortsat i opkøbet, som f.eks. det etiopiske Coffee Purchase and Sales Enterprise, der er statsstyret, og som også organiserer daglige auktioner, hvor eksportører har mulighed for at byde.

Store kaffefarme kan evt. springe over den lokale opkøber og nå kunder i udlandet direkte via en agent. På samme måde kan bøndernes kooperativer være sluttet sammen i salgskooperativer, der udover sortering og grading (opdeling) af kaffen efter kvalitetsklasser, også kan håndtere opgaver i forbindelse med eksport, indgåelse af kontrakter mm. med aftagere i forbrugslandene mm.. En relativt ny metode, der anvendes i forbindelse med de finere specialty coffees, er at sælge kaffepartier via auktioner på internettet.

Internationalt handelsfirma

Typisk vil en lokal opkøber sælge kaffen videre til et internationalt handelsfirma (eksportør), der står for kvalitetssortering, oplagring, transport, tolddeklarering og indgåelse af kontrakter med firmaer, der sælger kaffen videre i forbrugslandet. Dette led i kaffekæden er domineret af en håndfuld globale firmaer med Neumanngruppen og Vollcafé i front med et salg i størrelsesordenen 25-30 mio. sække årligt (svarende til 1.5 – 1,8 mio. ton grøn kaffe). Handelsfirmaerne opretholder betydelige lagre af forskellige kaffetyper, typisk i centrale havnebyer i importlandene, i Europa navnlig Atwerpen, Bremen, Barcelona, Genova, Le Havre og Trieste, hvor der typisk er lagerbeholdninger på mere end 1 mio. tons grøn kaffe i alt. I USA ligger lagrene af grøn kaffe på ca. 20 pct. af USA's årlige forbrug. De store lagre er en buffer imod prisstigninger og svigtende forsyninger, men indebærer omvendt en risiko for prisfald, der typisk bæres af de internationale traders/eksportører.

Råvarebørser

Den typiske måde at gardere sig imod prisfald er at udstede såkaldte terminskontrakter (futures), der handles via de to børser i London og New York. Ved udstedelsen af terminskontrakten får sælgeren udbetalt værdien af et bestemt parti kaffe minus en risikopræmie, mens køberen omvendt får ret til det pågældende kaffeparti til en bestemt pris. Prisen på terminskontrakten bestemmes af, hvordan investorerne på børsen bedømmer risikoen for, at kaffemarkedet stiger hhv. falder .

Arabica kaffen handles på børsen i New York, mens terminskontrakter med Robusta handles via Londons børs. Prisen på terminskontrakterne fastlægger verdensmarkedsprisen for de forskellige kaffetyper (jf ovenfor). Den følges daglig af professionelle kaffehandlere i hele verden, og påvirker prisen i alle led. Kursstigninger og -fald på børserne kan været styret af forhold på kaffemarkedet, f.eks. udsigterne for den kommende høst, men også være et resultat af spekulation, herunder kursudviklingen på olie og andre råvarer. Det har i høj grad været tilfældet siden liberaliseringerne efter 1989, hvor omsætningen af terminskontrakter på kaffe langt har oversteget værdien af kaffeproduktionen. Ifølge en opgørelse udgjorde værdien af kaffeterminskontrakterne frem til midten af 90erne således ca. 10 gange værdien af den årlige kaffeproduktion. 4

Det har medvirket til at få kaffeprisen til at svinge voldsomt. Studier viser, at ønsket om at sprede investeringerne hos banker, kapitalfonde og pensionskasser midt i 90´erne var med til at drive kaffeprisen i vejret, og at deres udsalg af kaffeterminskontrakter efterfølgende var med til at sende priserne ned på et historisk lavpunkt.

Rister

Køberen af kaffen i forbrugslandet er typisk et kaffefirma, der blander, rister og emballerer kaffen og distribuerer videre til detailhandel, cafeer mm. Dette led af kaffekæden er stærkt domineret af nogle få store mærkevarefirmaer, idet Altria/Kraft Foods (der ejes af den amerikanske tobaksgigant Philip Morris) sammen med Nestlé står for ca. halvdelen af det globale salg af malet kaffe og instant kaffe , mens Sara Lee og Procter & Gamble står for hver 7 pct. og tyske Tchibo for 6 procent. Altria/Phllip Morris ejer f.eks. internationale superbrands som Maxwell House og Jacobs og i Danmark Gevalia, Karat og Ali. Sara Lee ejer Merrild kaffe via det hollandske firma Douwe Egberts.

Firmaernes mest centrale opgave er at opbygge de enkelte kaffer som mærkevarer eller brands, som kunderne kender og vil betale ekstra for. I analyser af kaffens værdikæde taler undertiden om, at mærkevarefirmaerne tilfører kaffen en ”symbolsk værdi”, der gør det muligt at opnå en højere pris hos forbrugerne end det konkrete produkt i sig selv kan berettige. Navnlig de store mærkevarefirmaer bruger meget store summer på markedsføring, ikke blot i form af åbenlys reklame og rabatter, men også i form af tilskud til butikskædernes markedsføring.

Detailhandlen

Detailhandlen står ifølge et groft skøn for 70 pct. af distributionen til forbrugerne globalt, mens resten sælges i form af brygget kaffe. Ikke mindst detailhandlen er i høj grad styret af de kendte mærker, som forbrugerne ikke vil undvære. De giver desuden ofte tilskud til butikkens/kædens markedsføring. I Danmark har det eksempelvis været en gængs model i mange år at købe sig fast annonceplads i den pågældende kædes tilbudsavis. Derved får kæden medfinansieret sin markedsføring og produktet opnår automatisk plads i kædens faste varesortiment. De dominerende mærker kan desuden købe sig ”space”, dvs. adgang til at bestemme, hvordan de hyldemeter, der anvendes på kaffe i butikkerne, skal indrettes. Til gengæld giver (kaffe-)firmaet butikken garanti for et mindste kaffesalg. Når butikken ikke målet, betaler kaffefirmaet et beløb. En avanceret model – som i Danmark anvendes i Dansk Supermarkeds butikker – indebærer, at kaffefirmaet også overtager ansvaret for butikkens lagerstyring. Når eksempelvis en pakke Gevalia passerer stregkoden ved kassen, registreres det i Kraft Foods distributionssystemer, der så kan levere butikken en ny. Det er billigt for butikken, der i øvrigt også lader kaffefirmaet dække udgiften ved det svind, der kan være anseligt i nutidens store, sparsomt bemandede supermarkeder. Se også Kaffe i Danmark.

Kaffens værdikæde

Studier af indkomstfordelingen mellem de enkelte led i kaffekæden viser, at markeds aktørerne i de udviklede lande har øget deres andel af kaffeindkomsterne siden 1989. I John Talbots meget citerede analyse af tilgængeligt statistisk materiale , opnåede bønderne og øvrige aktører i produktionslandet forud for 1989 tilsammen ca. 40 pct. til af de indkomster, som kaffen indbragte ved salg til forbrugerne, og omkring halvdelen af det det samlede overskud fra kaffehandlen. I årene efter 1989 har de kaffeproducerende lande – med store svingninger fra år til år - opnået mindre end 20 pct. af indkomsten. I kaffekriseårene omkring årtusindeskiftet blev der kun 12 pct. til dyrkning, efterhøstbehandling, transport mm. i produktionslandet. Overskuddet har i flere år været negativt, således at kaffedyrkningen ikke har kunnet dække normale produktionsomkostninger.

Mere detaljerede undersøgelser viser, at det først og fremmest er mærkevarefirmaerne, der har opnået en stigende andel af de voksende indkomster fra kaffen, mens detailhandlen og internationale handelshuse som Neumann og Volcafé næppe har øget deres indtjening markant. De i dag dominerende mærkevarefirmaer, der for alvor blev transnationale i løbet af 1980´erne, har været i stand til at styre markedspriserne og undgå alvorlig konkurrence. Et tydeligt tegn herpå er, at firmaerne har kunnet sende regningen videre til forbrugerne i perioder med stigende priser på grøn kaffe, mens fald i råvarepriserne typisk ikke fik forbrugerpriserne til at gå tilsvarende ned. saadan_kaffekagen.jpg Der findes selvsagt ikke en generel fordelingsnøgle for indkomsterne i kaffens værdikæde, men en række studier giver en fornemmelser af størrelsesforholdene: CoffeeRoad har på baggrund af brancheoplysninger beregnet en fordeling af et kilo kaffe i Danmark med udsalgspris på 56 kr. inkl kaffeafgift til staten 6,54 og 25 pct. moms. Af det resterende beløb opnåede butikken 3,65 (10 pct), kaffefirmaet (inkl. ristesvind, emballage, transport i DK og markedsføring) 18,90 kr. ( 49 pct.), eksportøren, inkl skibstransport 7,5 kr. (8 pct.) , transport og efterhøstbehandling i producentland 2,90 kr. ( 7 pct),. Til kaffebonde og en evt. lokal opkøber blev der 9,75 (24 pct..) Heraf fik opkøberen typisk broderparten – bl,a, fordi der ofte savnes reel konkurrence mellem opkøberne. Dermed faldt bondens andel typisk til 10 pct. eller mindre. Der er desuden i mange eksportlande skatter og eksportafgifter til staten, der yderligere mindsker bøndernes andel.

I interviews, som udviklingsorganisationen Oxfam i 2000 foretog blandt småbønder ved Kilimanjaro i Tanzania, kom det frem, at prisen ved ”farmgaten” var ca. 28 cent pr. pund, dvs. 9 pct. af den almindelige udsalgspris i USA på samme tidspunkt og kun 4 pct. af udsalgsprisen for gourmetkaffe fra regionen. I 1999 fik kaffebønder i Rwanda tilsvarende 9 pct. af udsalgsprisen for ”deres” kaffe i Tyskland. Robustaproducenter fra Den Centralafrikanske republik modtog samme år 6 procent af den udsalgspris, deres kaffe indbragte i USA.5 Ponte/Daviron opgør fordelingen af indtægten fra en pose robustakaffe, købt i Uganda og solgt i et italiensk supermarked 2001-2002 for 2 dollar pr. lb før moms som knap 7 pct. til bonden (14 cent), 43 pct. til ristefirmaet og ca. 15 pct. til butikken. Et endnu lavere niveau rapporteres af den etiopiske kooperativformand Tadesse Meskele i filmen Black Gold, hvor kiloprisen til bønderne under kaffekrisen omkring årtusindeskiftet skal have været 1-2 birr på kg., svarende til 0,5-1 kr. eller ca. 2-3 procent af udsalgsprisen for malet kaffe fra Etiopien. 6

Strukturelle markeds forandringer

Ændringen i fordelingen af indtægterne fra kaffen forklares gennemgående med den kroniske overproduktion af kaffe, der har gjort kaffehandel til et købers marked. Efter normal markedslogik skulle produktionen gradvis tilpasse sig efterspørgslen på et prisniveau, der dækker produktionsomkostningerne. Enten skulle efterspørgslen stige, når prisen går ned eller de mindst produktive producenter skulle udkonkurreres. Denne strukturudvikling sker dog meget langsomt, ikke mindst fordi kaffe stammer fra et træ, der tager tid at etablere og kræver en stor arbejdsindsats at fjerne igen. Hertil kommer, at en række nye og konkurrencedygtige producentlande, ikke mindst Vietnam, er kommet ind på markedet de sidste par årtier, og endelig er produktiviteten gået op. Resultatet har været, at produktionen stiger, så der trods en svagt voksende efterspørgsel normalt er rigeligt af de almindeligste kaffetyper.

De mest velfunderede kaffeproducenter investerer hele tiden i bedre teknologi. Således er der igennem de seneste tyve år mange steder en udskiftning fra traditionelle til langt mere ydedygtige sorter som f.eks. Caturra. ligesom udplantning, plukning og sortering mekaniseres. I Bahia i Nordøstbrasilien er enorme landområder eksempelvis blevet taget i brug til kaffedyrkning siden midten af 90´erne. Kapitalstærke kaffeproducenter indfører her produktionsmetoder, der undertiden tyvedobler produktiviteten, sammenlignet med de traditionelle småbrug og dermed kan producere til yderst konkurrencedygtige priser.7 Hertil kom at Vietnam i løbet af få blev verdens næststørste kaffeeksportør, navnlig af robustakaffe til konkurrencedygtige priser.

De lave priser får dog hverken efterspørgslen til at stige eller de mindst produktive producenter til at forlade markedet hurtigt nok til at sikre balance med efterspørgslen. Det forklares ofte med den såkaldte kaffecyklus, hvor bønderne planter masser af kaffe ud i år med gode priser. Når træerne når deres maksimale ydeevne efter fem-syv år falder prisen. Bonden har imidlertid foretaget sin investering og kan fastholde sin produktion med små driftsomkostninger i adskillige år. Samtidig har bonden ikke altid alternativer til kaffen, der ofte dyrkes i afsides bjergområder med dårlig infrastruktur, der vanskeliggør en del andre eksportprodukter. Lokale spiseafgrøder som majs eller bønner kan i mange tilfælde ikke konkurrere med importvarer fra den velstillede verden, der producerer og eksporterer med offentlige subsidier. Bonden har desuden erfaring for, at de bratte prisfald pludselig kan afløses af lige så bratte stigninger f.eks. på grund frost i Brasilien, stigende efterspørgsel efter terminskontrakter for kaffe på internationale børser eller devaluering af den nationale valuta over for dollaren, som al kaffe afregnes i. Boomet i den asiatiske kaffesektor i årene omkring årtusinde skiftet 90´erne, der bl.a. gjorde Vietnam til verdens næstestørste kaffeproducent, blev hjulpet frem af den asiatiske valutakrise i 1997.

Det er næppe længere muligt at bremse udbuddet gennem ensidige skridt fra de større producenter, sådan som det skete i Brasilien i første halvdel af det 20. århundrede, da staten og de dominerende plantageejere med mellemrum destruerede enorme kaffelagre for at holde priserne oppe. Siden sammenbruddet af International Coffee Agreement har det også vist sig at være vanskeligt at lægge loft over produktionen med via internationale aftaler. Det hænger dels sammen med mængden af producenter, der ikke kan eller vil tilpasse produktionen jf. ovenfor, dels med det store antal kaffeproducerende lande med svage myndigheder, der måske hverken kan eller vil begrænse deres egne producenters eksport. Til dette skal lægges den grundlæggende liberale økonomisk-politiske tænkning, der har været fremherskende i de vestlige beslutningscentre og som – navnlig frem til den globale finanskrise i 2009 – har stillet sig skeptisk over for indgreb i markedet. Heller ikke transnationale mærkevarefirmaer, der som nævnt dominerer kaffens værdikæde, har interesse i at bremse overproduktionen, der tværtimod sikrer dem høj indtjening og gode betingelser for at kontrollere de øvrige dele af kaffekæden.

Told på kaffeprodukter

Der i det store hele ikke told på grøn kaffe, derimod lægges der i mange tilfælde told på mere forarbejdede kaffeprodukter, såkaldt toldeskalering (eller ”escalationtariffs”). UNCTAD undersøgte i 2002 niveauet for toldeskalation for en række ulands-landbrugsprodukter for at analysere disse landes muligheder for diversificere eksporten ind i mere forarbejdede produkter med højere indtjening. Undersøgelsen viste, at toldsatsen på eksempelvis kaffe, te og krydderier gradvis øgest, så råvarerne på det tidspunkt blev pålagt toldafgift på 0,11 pct. og 0,63 i hhv. Japan og EU., mens det færdige produkt pålægges en afgift på hhv. 8 og 20 pct..8

Toldeskalering på landbrugsvarer anses for at være et ”kritisk element i udviklingsdimensionen”af den igangværende runde af multilaterale handelsforhandlinger, den såkaldte Doha Udviklingsrunde, der blev indledt i verdenshandelsorganisationen, WTO, i 2001. Analyser fra FNs landbrugsorganisation FAO viser I 1990erme faldt udviklingslandenes andel af verdens handel med forarbejdede landbrugsvarer fra 27 pct. til 25 procent, mens de lavest udviklede landes (LDC landenes) blev mere end halveret fra 0,7 til 0,3 procent af den globale handel. Kaffe er eksempel på et landbrugsprodukt fra udviklingslandene, der er faldet endnu mere. I perioden mellem 1970 og 1975 stod de ti største kaffeeksporterende lande sammenlagt 10 pct. af den globale eksport af ristet kaffe. I perioden 1996-1999 var den faldet til bare 2 pct.. I samme periode har disse lande opretholdt deres andel af eksporten af uristet kaffe.9

I EU lægges ikke længere ekstra told på forarbejdede kaffeprodukter fra LDC lande, mens Indien, Indonesien, Brasilien og Vietnam pålægges en særlig afgift på mellem 2,6 og 9 pct. for produkter som ristet kaffe, koffeeinfri kaffe og ekstrakter mm, der bruges i fremstilling af instant kaffe. Desuden lægger visse EU-lande yderligere ekstratold på forarbejdede kaffeprodukter. Det gælder bl.a. Tyskland, der har EU's største kaffeindustri. Ekstratolden er her 2,9 euro pr. kg. for ristet kaffe og 4,78 euro for instant kaffe (2008).10


  1. UNCTAD, Commodity Yearbook 1988, 2000 samt 2009, United Nations, Geneva. http://www.unctad.org/en/docs/tdstat34_enfr.pdf
     

  2. CoffeeRoad på basis af ICO 2009 , oprundet til mio. bags.  

  3. ICO, 2010, Coffee Market Report May 2010. http://www.ico.org/documents/cmr-0510-e.pdf  

  4. Talbot, 2004, ”Grounds for Agreement”, Rowman and Lifflefield Publishers Inc., UK.  

  5. Oxfam, 2001, "The Coffee Market – a Background Study", s. 23, http://www.maketradefair.com/assets/english/CoffeeMarket.pdf  

  6. Ponte og Daviron, 2005, "The Coffee Paradox", Zed Books Ltd., UK.  

  7. Financial Times 15. november, 2000.  

  8. UNCTAD, 2002, "Export Diversification, Market Access and Competitiveness". United Nations, Geneva  

  9. Elamin og Khaira, "Commodity Market Review 2003-2004", FAO.
     

  10. DG External Trade Export Helpdesk, citeret efter European Coffee Report 2008.  

Søg i Wiki'en
Wiki menu

Sidst rettet: 20. oktober 2012, 6:41 p.m.

Relaterede artikler

(ingen)

Vedhæftede filer