Ludvig Holberg

Ludvig Holberg (1684-1754), dansk-norsk åndsfyrste født i Bergen og forfatter til skuespil, essays og videnskabelige værker. Holberg beskriver opbrudsfasen mellem middelalderen og det moderne, da et moderne byborgerskab vokser frem og gradvis gør adelen rangen stridig som samfundets dominerende klasse. Til opbruddet hører nye, rationalistiske idéer, hvor en vækst i handel og samkvem udlandet såvel som ændringer i dagligdagens vaner.
Holberg inkarnerede selv den nye tids borger, der hylder oplysningstidens idealer og satte spørgsmålstegn ved fordomme og konvention. Han går langt i argumenttaionen for kvinders ligestilling. r. Kaffen er et genkommende tema i Holbergs epistler, romaner og komedier. Han priser dels kaffen for at dæmpe hans tand- og hovedpine, dels for at køle de lidenskaber, der står i vejen for menneskets fornuft. Bl.a. er kaffen et stærkt kort imod dumhedens største allierede, drikkeriet. Generelt opfattes kaffen som et symbol på det, der adskiller Holbergs nutid fra fortiden. I fortalen til Peder Paars hedder det eksempelvis:

Tre Aar før Calmar-Krig, da Folk var mere rige, Af Vellyst, Overdaad man vidste Lidt at sige. Da man ei Midler sat paa Spiseri, Caffée, Da reven Øl-og-Brød var brugelig for Thee, Da man kun vidste Lidt af fremmed Skik og Moder, Men aad og drak paa Dansk, og ingen Franske Noder I Landet kommen var; at sige hurtelig: da Folk meer sparsom var og derfor mere rig.

I digterens nutid i 1720´erne bliver der derimod sat store midler til på caffée, som det ses i komedien Barselsstuen, der handler om intriger, sladder mm. i et af borgerkvindernes nye fællesrum. Christian V.s danske lov forlangte, at kvinder skulle holde sig inde i 5-6 uger efter fødslen. I denne tid aflagde – ifølge Holberg – den halve by høflighedsvisitter hos den barslende. Det fordrede naturligvis en vis økonomi at modtage så mange visitter. Det er da også udgiften til kaffe, der i første omgang får husherren, Corfitz, til at rase – hvilket sker samtidig med, at en næsvis tjener har bedt ham afløse ved kaffekværnen:

”Det er allerede det 6te Pund Caffee, her er bleven fortæret i denne Barslestue; Haarene maa reise sig paa Hoovedet, naar man tænker på det saa vel som andet. Kedlen er aldrig af Ilden, thi én vil have Caffe, en anden grøn Thee, en anden Thee de Bou eller de bok eller, hvad Fanden det er de kalder det, saa at dersom det varer længe beholder jeg neppe saa mange Penge, at jeg kan kiøbe en Strikke for, om jeg vilde henge mig selv.”

Så langt følger Holberg den arme mand. Tungere ligger det, når herr Corfitz siger nej til kaffe fordi ”samme Bønner kommer fra Tyrkerne, som er Christendommens Fiender”, og måske især, når han lufter sin indestængte harme over, hvad det ”brendte Dievelskap” gør ved kvinderne. Ikke nok med, at hans egen kone beklager sig før hun har fået dagens første kop. Rigtig ængstelig bliver herr Corfitz, når han betragter kvinder i flok: Selv stilfærdige koner og piger begynder at lade deres munde løbe ”som peberqverne” allerede efter nogle få skåle kaffe, og de gribes af trang til at spille kort! Alt i alt er kaffe værre end brændevin, fastslår den aldrende husherre, men han svar på tiltale af sin anderledes veloplyste nabo, Jeronimus:

”Ej naboe, mal ikke meer, saa holder I maaskee og op med den Snak. Jeg merker af Jer egen Snak, at det er sandt som I siger, at Caffe har saadanne Virkning, thi kand I blive saa talende, og føre saadan underlig Snak alleene paa Lugten, hvad mon de da ikke giøre som faar den i Livet”, spørger Jeronimus, der dog også har et alvorsord til naboen:

”Jeg underskriver ikke alting i saadan Tale. Maa ikke det gode Fruentimmer ogsaa have noget at fornøye sig med ud paa Eftermiddagen, saavel som vi andre, der kand gaa på Viinhusene om aftenen og vende drukken hiem? Jeg har aldrig præket imod Thee og Caffe; thi af al slags Drik er det den uskyldigste. Tænk engang, hvor det gik til i gamle Dage, hvor de drak Vin og Brændevin i stedet.”

Ordene er som talt ud af Holbergs egen mund. Som han siger i en af sine epistler:

”Hvis ingen anden nytte var af Thee og Caffeé var dog denne at Drukkenskab, som tilforn gik så meget i Svang, dermed temmeligen er kommen af Brug. Nu kand vore Hustruer og Døtre giøre 10 visitter på en Eftermiddag, og komme ganske ædrue tilbage. Det kunne ikke ske i Gamle Dage, da man intet andet havde at byde besøgende, uden Gyldenvand, Sek, Spanskbitter-viin, Luttendrank og andet, hvor Fruentimmer maatte i det mindste pimpe lidt hvert sted..” (Holberg. Epistel 91.)

Han er dog også opmærksom på, at forfinelse på et punkt kan medføre forfald på et andet.

”I gamle Dage, da man drak Brunsviger-Momme i steden for Caffée, og reven Øllebrød om Morgenen i Steden for Thée, saa man føre og spækfede Mennesker, der var duelige ikke alleene til Hænders Gierninger, men ogsaa til Afkoms Forplantelse,” noterer han i en af epistlerne.

” Jeg erindrer udi min Barndom, at der i min føde-Bye Bergen var en Borger, som kaldtes Peder Feldbereeder, hvilken blev overbeviist om at have gjort 6 Sønner paa een Nat. Jeg roser ikke Gierningen, men anfører den alleene til Beviis paa vore Fædres Duelighed. Man skal nuomstunder længe lede blandt vore Tiders Vand-Drikkere, førend man finder saadan en Mand.”

I ”Den politiske kandestøber,” der blevopført første gang i 1722, er muligheden for socialt avancement et hovedtema. En anden af Holbergs berømte narre, kandestøberen Herman von Bremenfeld, udnævnes på skrømt til borgmester. Den store nyhed overbringes fru Bremenfeld sålededes:

”Herman: Herud, jeg har noget at sige dig som du ikke drømte om i din Livstid.

Geske: Hvad er der nu på Færde?

Herman: Har du noget Kaffe i huset?

Geske: Hvad Snak! Naar brugte jeg Kaffe sidst?

Herman: Du kommer til at bruge det herefter da´. Inden en halv Time faar du besøg af alle Raadherrenes Fruer..” ((1. akt. 3.) scene.) Og lidt senere:

”Herman: Hør mit hjerte, du maa straks lave til noget kaffe, du skal have at traktere Raadsherrernes Fruer med, naar de kommer; thi deri vil vores Reputation bestaa herefter, at man kan sige: Borgmester von Bremenfeld giver gode Raad og hans frue god Kaffe”.” (1 akt. 5. scene.)

Naturligvis har Geske ikke bare sådan kaffe i huset, og naturligvis er Hermann fuldt ud klar over det. År ca. 1720 drak håndværkere stadig øl, mens kaffen var for de fine. Lidt senere understreges forbindelsen mellem kaffe og social status igen: Med sin nye, ophøjede plads i samfundet må Geske Kandestøbers ikke bare lære at servere kaffe for de andre fine. Hun må også lære kaffens takt og tone – og plumper uhjælpeligt i ved at lade tjenerskabet hælde sirup i potten. Det er jo helt efter pensum i dag, men dengang var sirup for de knap så fine. Standspersoner gav deres gæster kandis til kaffen. At fru Geske netop ikke kan finde ud af at servere kaffen rigtigt, viser at hun ikke er rigtigt fin, men bare fin på den – og derfor til grin.