Kaffe og Islam

Kaffe som symbol på islam

Kaffe og islam har gennem århundreder været betragtet som to uadskillelige størrelser. De første kilder vi har til indtagelse af kaffe er fra de religiøse samfund på Den Arabiske Halvø. Kaffen blev drukket for sin virkning og indtaget i forbindelse med religiøse ceremonier. Dervisherne og andre religiøse mennesker fandt ud af, at de bedre kunne holde sig vågne og koncentrerede om natten, mens de reciterede deres bønner, ved indtagelse af kaffe. Besøgende i moskeen kunne blive budt på kaffe og da denne blev serveret på ceremoniel vis til lyden af bøn, blev det snart set som en from og sund handling at indtage kaffe. Abd al-Qadir al-Jaziri skriver bl.a. i midten af 1500-tallet:

”All this was in spite of the fact that it had also become widespread in Mecca, and as drunk in the Sacred Mosque itself, so that there was scarcely a dhikr or observance of the Prophet’s bithday (mawlid) where coffee was not present”

Der findes et utal af legender om kaffens opdagelse og udbredelse, men fælles for dem er at de knytter sig til de religiøse sufiordener. Senere blev kaffedrikningen ligeså vel et verdsligt og socialt foretagende, som lagde mere vægt på nydelse end fromhed og dette har bl.a. været med til, at få de religiøse ledere til at se skævt til drikken.
Kaffe var en meget stor del af den arabiske kultur og er siden i Europa blevet forbundet med muslimerne. Ludvig Holberg skriver i 1723 i sin komedie Barselsstuen:

”Jeg tror ingen anden end fanden selv har fundet på denne kaffedrikken. Den er værre at komme i med end brændevin. Min kone begynder alt på den grove vis at klage sig ilde førend hun får kaffe om dagen. Og jeg har set mange koner og piger sidde så stille og ærbare i selskaber, ligesom de kunne være i kirke, men så snart de har fået dette brændte djævelskab i livet, begynder mundene at løbe på den som peberkværne. Ja, som mere er, så snart de får 3 a 4 skåle sat til livs begynder de at spille kort. Så der må være noget forgift i disse bønner. Jeg har altid hadet den drik om ikke for andet så dog allerreneste for den årsag, at samme bønner kommer fra tyrken, der er kristendommens fjender.”

Bevidstheden om at kaffe som antikristen var udbredt flere steder i Europa og i en sådan grad, at paven måtte erklære kaffedrikning for acceptabel.

Substitut for alkohol

Den opløftende og opkvikkende effekt fra kaffe, er netop også det, der har været med til at sprede tvivl om hvorvidt, at man berusedes af at drikke kaffe. Muslimer må ikke drikker alkohol og det blev håndhævet i en sådan grad at straffene for at være påvirket var meget hårde. Der står ikke direkte i Koranen at kaffe ikke må drikkes, men klassificeres den som en slags vin, så giver det sig selv. Første gang vi har kilder til et forbud mod kaffedrikning, er fra Mekka i 1511. På det tidspunkt havde kaffe højest været udbredt i området i 10-20år, så det sås stadig som noget ukendt og fremmedartet. Under ramadanen var det begyndt at blive almindeligt, at man mødtes på kaffehusene om natten og det har nok i højere grad været det sociale aspekt af kaffedrikkeriet, som de magthavende havde noget i mod, end selve drikken. Efter meget debat om hvorvidt kaffe skulle være tilladt eller ej og efter flere optøjer med nedbrændinger og lukninger af kaffehuse, erklærede den osmanniske Sultan Selim I (1465-1520) endelig at kaffe var blevet bragt til jorden af en engel for at helbrede Allahs Profet.

Man udnyttede også det faktum i Europa at kaffe er en social, alkoholfri drik. Lige fra de engelske puritanere til de danske blå kors aktivister prædikede afholdenhed og kaffe kunne indgå i kampen imod drukkenskaben.

Dervishernes brug af kaffe

Dervisherne er medlemmer af et sufisk broderskab. Sufisme er en asketisk og mystisk gren af Islam, som blev dannet som reaktion på umayadernes verdslighed (661-750). De praktiserer forskellige meditationstekniker og dans for at opnå ekstase og blive ét med Gud. De afholder en form for gudstjenester om natten, hvor der praktiseres en trancelignende koncentration rettet mod Gud. Dette kan opnås ved rytmiske bevægelser, messende ord, kontrol af vejrtrækning eller indtagelse af euforiserende stoffer, som hash. Det vigtigste ritual i sufismen er dhikr, som er ihukommelse af Allahs navne. Mest kendte i dag er de dansende dervisher fra Mevleviyaordenen.
Dervisherne mente, at kaffe hjalp dem med at holde fokus og koncentrationen om natten og det var primært blandt disse religiøse dervish-samfund, at kaffen blev udbredt. I starten at 1600-tallet skriver Fakhr al-Din ibn Abi Yazid al-Makki således:

”And as for us, qishr reached us in Rey in Mecca and other places twenty or more years ago, but qahwa made from it did not spread until the end of the ninth [fifteenth] century”.

Kaffe spredtes ikke kun til Mekka, men også til Egypten og Syrien med sufierne.

Den kaffe, qahwa, sufierne drak, var ikke altid lavet på det træ vi bruger til kaffeproduktion, coffea arabica , men af blade fra en busk kaldet qat. Disse blade tygges i dag i stor grad i Yemen og Afrika, og på nogle områder har den samme effekt, med hensyn til at holde sig vågen. Det er meget svært i kildematerialet at skelne mellem hvornår der er tale om det ene eller det andet, men formentligt er der i langt de fleste tilfælde tale om bønnerne fra coffea arabica.

Legender om kaffe

Der findes et utal af legender om opdagelsen og udbredelsen af kaffe. Fælles for dem er, at de knytter sig til fromme personer fra forskellige sufiordener og at kaffen bliver brugt til at kurere eller opkvikke.

Historien om gedehyrden og de dansende geder Det fortælles, at en etiopisk gedehyrde

Historien om Salomon og englen Gabriel Abu al-Tayyib al-Ghazzi fortæller i 1500-tallet om hvordan det var Salomon, eller i nogle tilfælde Muhammed, som var den første til at drikke kaffe. Ved mødet med nogle syge mennesker, viser englen Gabriel sig og fortæller Salomon, hvordan han skal bruge kaffen til at lave en varm drik. Han giver den til de syge mennesker, som straks bliver kurerede.

Historien om kaffehelgenen al-Dhabhani Abd al-Qadir al-Jaziri skriver i 1500-tallet om kaffens udbredelse til Yemen:

”… its appearance and spread there had been due to the efforts of the learned shaykh, imam, mufti, and Sufi Jamal al-Din Abu ’Abd Allah Muhammad ibn Sa’id, known as al-Dhabhani […] The reason for his introducing coffee, according to what we heard, was that some affair had forced him to leave Aden and go to Ethiopia, where he stayed for some time. [There] he found the people using qahwa, though he knew nothing of its characteristics. After he had returned to Aden, he fell ill, and remembering [qahwa], he drank it and benefited by it. He found that among its properties was that it drove away fatigue and lethargy, and brought to the body a certain sprightliness and vigour. In consequence, when he became a Sufi, he and other Sufis in Aden began to use the beverage made from it, as we have said.”

Al-Dhabhani døde i 1470/71, og selvom at det tidsmæssigt passer fint med, at han skulle have hjulpet til indførelsen af kaffe i Yemen, fortæller andre kilder, at det er usandsynligt. Det viser dog at kaffe opfattedes som tilstrækkelig vigtig til at blive tilkoblet en betydningsfuld Sufi.
Jaziri nævner også, at en hvis Fakhr al-Din Abu Bakr ibn Abi Yasid al-Makki, en sufi fra Shadiliyaordenen, mener, at det er en elev til ordenens grundlægger ved navn Ali ibn Umar al-Shadhili, der introducerede kaffe og ikke al-Dhabhani. Man ved ikke så meget om denne person, men i Mokkaegnen og for så vidt i en stor del af den muslimske verden, sås han som skytshelgen for kaffe. Også Carsten Niebuhr hører om denne person, da han i 1700-tallet besøger Yemen.

Historien om sufien al-Shadil Mouradgea C’Ohsson skriver i 1700-tallet i sin bog, Tableau général, at det var en sufi, højst sandsynligt al-Shadhili, fra Mokka som fandt på at drikke kaffe. Han tilbragte en lang periode i ørkenen, hvor han ikke indtog andet end kaffe. Her gjorde han sig den erfaring at kaffe kunne helbrede forskellige dårligdomme, og efterfølgende tog han tilbage til Mokka hvor kaffe blev vidt udbredt.