U-landsoplysningCoffeeRoad bidrager til oplysningsarbejdet om fattigdom i udviklingslandene og om de forhold i u- og i-lande, der er med til at fastholde millioner i en sump af fattigdom. Vi bidrager også til at udvikle metoderne i dette arbejde. Kaffen er én af udviklingslandenes vigtigste råvarer – ca. 25 mio. familier lever af kaffedyrkning internationalt og nogle mener at helt op 500 mio. lever af de indirekte indkomster. I mange år var kaffe den næstmest værdifulde råvare i international handel efter olie. CoffeeRoads tilgang til ulandsoplysning er båret af en særlig ”Oplysningsfilosofi”. Oplysning skal være: - tilpasset til modtagerne og deres situation,
- hænge sammen med noget, som tilhørerne gerne vil høre
- være professionelle medieprodukter
Tilpasset: Vinkel og indhold tilpasses behovet hos den umiddelbare køber (arrangøren) såvel som den egentlige målgruppe (deltagerne) i et arrangement. Nogle eksempler viser spændvidden: Showet ”Kaffebrygning for engle” er udformet med henblik på at kunne indlægges som aftenunderholdning i et 2-dages kursusprogram i en moderne virksomhed. Per Vers Kaffedisko er målrettet sommerfesten i fodboldklubben. Showet ”Tro håb og kaffe” tilbydes til sogneaftner for voksne og ældre, mens en kort version med indlagte sange og lege tilbydes til arbejdet med minikonfirmander. Efterspurgt.: Hvis kommunikation – f.eks. om ulande – skal trænge igennem moderne menneskers filtre, er det ikke nok med moralske appeller om at de bør lytte. Man bør langt mere end man orker. Derfor skal kommunikationen ”pakkes med” noget, som målgruppen gerne vil høre om. Det er typisk noget, de kan bruge til et eller andet. Showet ”Livet er ikke det værste vi har .” tager f.eks. udgangspunkt i en historie, som tilhørerne kender, bl.a. fordi de selv har været med i den – og det er så den historie, der sættes i et større perspektiv. I ”Kaffebrygning for engle” er udgangspunktet tilhørerens ønske om at udvide sin evne til nydelse. Kirkekaffeprojektet er et langsigtet forsøg på at skabe et slags virtuelt community mellem indbyggere i kaffebyen El Coyolar og kirkegængere i Danmark. Professionel: Uanset hvilke medier, vi anvender, lever vi op til høje professionelle standarder, så vi kan konkurrere med alle andre forsøg på at få del i offentlighedens opmærksomhed. Design og lay out skal være lækkert og indbydende, teksterne klare og velskrevne osv. CoffeeRoads shows er æstetiske totaloplevelser, der appellerer til alle sanser, herunder den humoristiske.
|