CoffeeRoad | Bag ToughRoad

Bag ToughRoad

ToughRoad er et undervisningstilbud, der lægger op til kritisk refleksion over samspillet mellem global handel og udvikling - men også en ny metode til at fremme engagement og videbegær i globale udviklingsspørgsmål. ToughRoad har modtaget 300.000 i støtte fra Danidas Oplysningsbevilling.

Kernen er et computerunderstøttet rollespil for mellem 80 og 200 deltagere, der varer en dag. Spillet indgår i en pædagogisk helhed, der skaber et højt fagligt udbytte. Samtidig er alle arbejdsprocesser lagt til rette, så det bliver overskueligt og billigt at afvikle – og derfor realistisk for flere.

Deltagerne i ToughRoad trækkes ind i en malstrøm af lokale og globale udfordringer. Spilrollerne er bønder og handelsfolk fra Nicaragua, Java og Etiopien, samt banker, firmaer og forbrugere og en børs i ”Nord”. Deltagerne har en individuel identitet, som trækkes i form et ”lodkort”, før spillet går i gang. Deres vilkår er forskellige, men alle skal handle og forhandle og ”spille for livet” inden for snævre deadlines. Rollerne hænger sammen indbyrdes, så deltagernes handlinger får konkrete konsekvenser for andre.

I løbet af spillet genereres materiale, som deltagerne kan bruge bagefter til at sætte egne oplevelser ind i et større billede. Der findes supplerende materiale til forskellige fag/niveauer og en række skræddersyede undervisningsforløb.

ToughRoad afvikles over hele landet i samarbejde mellem frivillige fra u-landsorganisationer, CoffeeRoad og en lokal arrangør (f.eks. et gymnasium.) Det tager en dag. ToughRoad er udviklet færdig i 2011 og mere end 1200 personer har prøvet det i løbet af 2012.

I det følgende beskrives oplysningsstrategien bag ToughRoad: Hvem er målgruppen? Hvad vil vi gerne fortælle dem? Hvilke barrier skal overvindes for at trænge igennem? Hvad har vi valgt for at nå målgruppen, så effektivt som muligt?

Se mere om selve ToughRoad her www.toughroad.dk


Den primære målgruppe: gymnasieelever

ToughRoad kan anvendes i en række sammenhænge, men er især udviklet som et redskab til undervisningen i de fire store gymnasieuddannelser (STX, HHX, HTX og HF).

Det er naturligvis afgørende, at eleverne gider ”spille med”. Det har derfor været afgørende at udvikle teknik og design, så det appellerer til moderne og selvstændige (unge) mennesker og giver dem et udbytte, der både er fagligt, personligt og socialt. Tekster er brudt op i korte blokke, farver og skrifter minder om den, man kan finde i ungdomsmagasiner. Kombinationen af fotos og tegninger er med til ramme balancen mellem humor og alvor - det er noget, vi spiller, men der er en virkelighed bag. Integrationen af deltagernes egne PCer/tablets og mobiltelefoner i den fysiske interaktion mellem deltagerne udnytter medier, som de unge allerede bruger – især uden for undervisningen.

Der bruges en række forskellige greb på at fastholde deltagernes opmærksomhed dagen igennem, men overordnet set er særlig tre vigtige: Spillets roller hænger sammen, så deltagernes egne handlinger får konsekvenser for både dem selv (og deres familier) og for andre led i kæden. Dermed kommer de under pres og deltagerne oplever, at det har betydning, hvad de gør. ToughRoad er desuden inddelt i 10 runder, så deltagerne hele tiden har travlt for at nå, hvad de skal inden deadline. Endelig sker der en løbende udvikling af både spillets univers og af de forskellige roller, så deltagerne løbende møder nye udfordringer.

Der er sørget for, at ToughRoad kan spilles af mennesker med forskellige holdninger, lyster og talenter. De enkelte roller kan udfyldes på forskellige måder. Der er samtidig gjort store anstrengelser for at undgå at deltagerne associerer ToughRoad med de moralske appeller om solidaritet m.m., der ofte findes i u-landsoplysning. Deltagerne skal ikke opleve, at de skal abonnere på et bestemt verdenssyn for at være med.

Der er indbygget særlige ”påstigningsmuligheder” for deltagere, der dør i spillets løb, kommer for sent eller af andre grunde ikke kan udfylde en normal rolle. Bl.a. er der mulighed for at løse journalistiske opgaver i workshoppen og bidrage til den særlige ”Taberblog”.

Se eksempler på taberblogs her

http://haderslev2012-2.archive.toughroad.dk/

http://paderup2012.archive.toughroad.dk/


Igennem det faglige nåleøje

Før vi når eleverne, skal vi overbevise lærere og skoler om, at ToughRoad er fagligt relevant og alle ressourcerne værd.

Den faglige relevans er ikke indlysende på forhånd. De officielle læreplaner for samfundsfag nævner stort set hverken global handel eller udviklingslande (- eneste tydelige undtagelse er faget International Økonomi B på HHX). Samtidig er langt fra alle gymnasielærere overbevist om, at spilformen fremmer seriøs læring.

Strategien har været at skræddersy undervisningsforløb, så lærerne kan gennemføre succesrige undervisningsforløb, der passer til krav og formålsbeskrivelser for samfundsfaglig undervisning på forskellige niveauer og studieretninger. Det drejer sig om Samfundsfag C (hhx), International Økonomi B (hhx), Samtidshistorie B (hhx), International Økonomi A (hhx), Samfundsfag B (stx), Kultur og Samfundsgruppe (hf), Samfundsfag C (htx), Samfundsfag C (stx), Samfundsfag A (stx) og Samfundsfag B (htx).

På Den Globale Handelsplads (www.denglobalehandelsplads.dk) kan lærere finde undervisningsforløb og supplerende materialer, der passer til netop deres klasse. Alle undervisningsforløb indeholder introduktion til problemfeltet/spillet og en opsummering og efterbehandling af elevernes oplevelser/iagttagelser. Se eksempel på et undervisningsforløb nedenfor (link til afsnittet nedenfor: Eksempel på undervisningsforløb – Samfundsfag C ).

Det er meningsfuldt at inddrage mange forskellige fag – og altså undervisningstimer – i forbindelse med ToughRoad. I det almene gymnasium er kombinationen til Historie og Almen Studieforberedelse nærliggende, mens det på HHX er en mulighed at koble det til faget Virksomhedsøkonomi. Der er også muligt at koble til Dansk og Engelsk. Materialer til andre fag findes på http://www.toughroad.dk/da/undervisere/materialer/

Udover at etablere en både stærk og fleksibel FAGLIG ramme omkring ToughRoad har det været vigtigt at kommunikere læreres og skolers positive faglige erfaringer. Ét af dem er af Lars Kofoed-Jensen, rektor for Haderslev Katedralskole: "ToughRoad er innovation og Ny Nordisk Skole på en gang. Den faglige standard er fornem og prisen er meget rimelig."Se også ”Med lærerøjne” her http://www.toughroad.dk/da/om-toughroad/sagt-og-skrevet/

Det kan også være relevant at fremhæve de mere almene færdigheder, som eleverne trænes i, når de kastes ud i stressende og overblikskrævende situationer som de skal håndtere med få minutters forberedelse. Se f.eks. denne video, som blev optaget af samfundsfagslærer Jens Christian von Holck, da ToughRoad spillede på Sorø Akademis Skole:

http://www.youtube.com/watch?v=eGwm98ZHH9Q&feature=youtu.be


Et håndterligt event

Afviklingen af ToughRoad kræver en del af spilstedet: Personaleressourcer, penge, intern koordination og planlægning – og ledelsesopbakning. Derfor er der også en hel del, der kan komme i vejen for den gode vilje og lang vej fra en positiv opmærksomhed er skabt og til den endelige aftale er i hus.

Vores svar har bl.a. været følgende:

  1. Det faglige niveau gør det oplagt at afvikle spillet som undervisning, så der ikke skal afsættes ekstra lærertimer. De frivillige medvirkende gør det muligt at holde lærertimeforbruget på samme niveau som alm. undervisning for 4-5 klasser på en dag.

  2. En høj grad af standardisering/manualisering og ”færdige pakker” gør det muligt at reducere CoffeeRoads tidsforbrug og dermed prisen på eventen til samme niveau som f.eks. en foredragsholder.

  3. Betegnelsen af ToughRoad som et ”eventspil” eller som ”interaktiv event” tydeliggør, at der er tale om et større arrangement, der skal finansieres over arrangementkontoen el. lign, ikke over materialekontoen som et typisk undervisningsspil.

  4. Gennemtænkte procedurer og gennemarbejdet kommunikation til skolerne mindsker koordinationsproblemer og fejl og gør skolen tryg ved, at der er styr på det. Opgaverne for skolens ansvarlige er klare, realistiske og til at forstå.

  5. Alle kontakter til skolerne noteres i vores database, så vi ved hvad der er aftalt med hvem og hvornår vi skal følge op med hvad, så selv langstrakte samtaler kan blive meningsfulde.

  6. Der er udviklet materialer i forskellige medier, som elever og lærere kan bruge for at advokere for ToughRoad på skolen
    – se www.toughroad.dk og flyeren:

    Flyer (1.8 MB)


Oplysningsmæssige mål

Det oplysningsmæssige sigte med ToughRoad falder delvis sammen med de undervisningsfaglige mål, men de går videre. Generelt er målet at fremme en overordnet forståelse af den globale handel som system og på den anden side at fremme deltagernes videbegær og engagement i disse emner.

Forståelsen kan sammenfattes i følgende indsigter:

  1. Levevilkår og udviklingsmuligheder for så vel fattige som rige er i høj grad bestemt af deres placering i forhold til verdensmarkedet.

  2. Markedet er ikke en neutral størrelse, men et produkt af historiske magtkampe. Det forandres løbende fordi aktørerne forsøger at styrke deres gevinst og rammevilkår og derfor presser hinanden.

  3. Aktørernes indbyrdes kampe påvirkes af ydre forhold – f.eks. naturens luner, teknologiske ændringer, ændringer i den globale økonomi.

  4. Udviklingslandenes fattige er ikke (bare) passive ofre, men aktive ”medspillere,” der skal bruge alle deres talenter for at klare sig.

  5. Politiske strømninger i aktørernes eget land – såvel som i resten af verden - har indflydelse på systemet (liberaliseringer af markederne i 80´erne… miljø og etik i nullerne).

  6. Derfor er det ikke lige meget, hvad du og jeg foretager os - som økonomiske agenter (forbrugere, investorer mm.) og politiske subjekter (vælgere, debattører, aktive borgere).

I forhold til det sidste punkt – deltagernes egne handlemuligheder – er det navnlig Fairtrade, der fokuseres på. Fairtrade er omtalt i det ledsagende materiale, både bønder og cafégæster får såkaldte quizz-spørgsmål, der drejer sig om fairtrade

Bondequiz (76.4 KB)

Caféquiz (376.5 KB)

Også journalister opfordres til at beskæftige sig med emnet – gerne kritisk

Journalistvejledning (387.9 KB)

Vigtigst er, at bønderne i spillets løb får mulighed for at etablere kooperativer og derefter at blive fairtradecertificeret og at springe over led i handelskæden. Det kræver at de samarbejder og opfylder de krav, der stilles til kaffeproducenter i fairtradesystemet, men giver også større indtægter (og dermed overlevelsesmuligheder og vinderchancer).

ToughRoad åbner også en vej til et direkte engagement. Sammen med CoffeeRoad deltager også unge frivillige fra u-landsmiljøet, der faciliterer diskussioner og journalistisk arbejde i spillets workshop og som selv er levende eksempler på, hvordan unge danskere kan engagere sig i globale spørgsmål.

Deltagerne i workshoppen er bl.a. ”døde” bønder og handelsfolk, der ikke har kunnet dække deres leveomkostninger. Når de kommer til workshoppen bliver de bedt om at udfylde et ”refleksionsskema” med følgende spørgsmål:

  1. Hvad var din rolle?

  2. Hvorfor røg du ud af spillet?

  3. Hvad kunne du have gjort for at holde dig i live?

  4. Blev du udsat for uretfærdighed, der var med til at slå dig ud?

  5. Kunne det have gjort en forskel, hvis I havde samarbejdet mere effektivt?

  6. Kan vi ændre på spillereglerne, så det bliver lettere for bønder og landarbejdere at komme ud af fattigdommen?

Derefter diskuteres punkterne i fællesskab.

Hvor langt når vi med budskabet?

Vi har endnu ikke præcis viden om, hvad deltagerne faktisk lærer eller hvad de bruger deres eventuelle indsigter til i praksis, men vi har nogle fingerpeg:

I slutningen af hvert spil modtager deltagerne en SMS med en opfordring til at svare på spørgsmål om deres oplevelse af forløbet, Bl.a. spørger vi, om ToughRoad har gjort dem "mere interesseret i at arbejde med u-landsspørgsmål." Det har 40 pct. af ToughRoadspillerne i 2012 svaret ja til, og mange giver udtryk for, at både spillet og filmen Black Gold, som indgår i "pakken" har været øjeåbnere. Nogle af de positive kommentarer fra spillere i 2012 er gengivet i højrespalten.

15 pct. af eleverne vangiver at de gerne kontaktes af foreninger "hvor unge arbejder med u-landsspørgssmål" og har oplyst deres mailadresse. 


Eksempel på undervisningsforløb – Samfundsfag C

Undervisningsministeriet har forskellige mål for undervisningen i samfundsfag (og tilsvarende) for de forskellige niveauer og studieretninger i gymnasieskolen. Derfor tager de anbefalede undervisningsforløb, som ToughRoad passer ind i, udgangspunkt i forskellige faglige mål – svarende til forskellen på det basale niveau på det tekniske gymnasium og det avancerede niveau på STX.

I det følgende gengives forløbet for det almene gymnasiums samfundsfagundervisning på niveau C som et eksempel. Øvrige forløb kan findes på http://denglobalehandelsplads.dk/courses/8/

Ifølge læreplanen er formålet med undervisningen bl..a at . "give viden og forståelse af danske og internationale samfundsforhold og den dynamik, der har indflydelse på udviklingen i det moderne samfund. Samfundsfag C skal fremme elevernes lyst og evne til at forholde sig til og deltage i den demokratiske debat og gennem undervisningens indhold og arbejdsformer engagere eleverne i forhold af betydning for demokratiet og samfundsudviklingen. Endvidere skal undervisningen fremme elevernes selvstændighed og tillid til at kunne diskutere og tage stilling til samfundsmæssige problemstillinger på et fagligt kvalificeret niveau. Elevernes studiekompetence skal udvikles ved anvendelse af viden, begreber, teorier og metoder fra de samfundsvidenskabelige discipliner på konkrete samfundsfaglige problemstillinger."

Et konkret mål for ToughRoad-undervisningsforløbet for STX C kunne i forlængelse heraf være, ”at give eleverne viden om og forståelse af den globale, økonomiske sammenhæng, der skabes via handel og arbejdsdeling. Eleverne får analytisk forståelse og konkret fornemmelse af en konkret vare- og værdikæde, nemlig kaffe. Begrebet globalisering belyses fra mange vinkler herunder globaliseringens tvetydige følger mht. fattigdom, landbrugsudvikling og migration. Forløbet opfylder formålet om at engagere eleverne, idet navnlig selve eventspillet ToughRoad stiller krav om at diskutere og tage stilling til konkrete problemstillinger, der indgår i en klart aftegnet samfundsmæssig og global kontekst. Både optakten til spillet og efterbehandlingen bruges til at sætte den oplevede problematik i sammenhæng med faglig relevante spørgsmål:
Hvad er vare- og værdikæder?
Hvilke led indgår i vare- og værdikæden for kaffe og hvad er de enkelte leds rolle i hhv. arbejdsdeling og værditilvækst?
Hvor meget tjener de enkelte led?
Hvordan og hvor meget kan de enkelte led sætte betingelserne for andre led i kæden?
Hvorfor er kæden organiseret sådan?
Hvilken rolle spiller global handelsregulering hhv. subsidier for landbrugsvarer?
Kan strategier som fairtrade og andelsorganisering ændre kæden?”

Lektionsrækken

Forløbet er bygget op som en række på i alt 12 lektioner, hvoraf de tre første er forberedelse og de to sidste er efterbehandling af selve spillet. I det følgende gengives vores forslag til, hvad der kan ske i de enkelte lektioner. Først kommer oplysningerne til eleverne, derefter lærervejledning og materialer.

Lektion 1 og 2 – Information til elever:

I de næste to timer vises dokumentarfilmen Black Gold. Den fortæller historien om formanden for 74.000 etiopiske kaffebønder, Tadesse Maskela. Bønderne er truet af fallit på grund af faldende priser. De får stadig mindre, selvom kaffen hvert år sælges til stadig højere priser til forbrugerne. Maskela rejser rundt til den internationale kaffehandels højborge for at finde ud af, hvor pengene så bliver af. Marc og Nic Francis' film om ”Det sorte guld” har vundet flere priser bl.a. Best Britisk Independent Film 2007.

Undervisningsmaterialer

Black Gold (Film)


Lærervejledning – lektion 1 og 2

Vi foreslår at vise filmen i ét stræk (78 min) og at fokusere introduktionen på begreberne varekæde og værdikæde, f.eks. sådan her:

De varer, vi køber, har typisk været gennem mange hænder, der alle har bidraget til at de nåede os med den kvalitet og til den pris, de altså har. Alle disse led, som varen har været i igenenm kaldes varekæden. Alle disse led har også tjent penge på at skaffe råstoffer, transportere varen osv. Den ekstra værdi, som er blevet føjet til produktet i hvert led - og som indgår i den pris forbrugerne betaler i sidste ende - kaldes for værdikæden.
Filmen Black Gold giver et indblik i, hvordan varekæden og værdikæden for kaffe ser ud.

Læg mærke til - og notér ned - hvilke led, kaffen gennemgår.

Til næste lektion: Læs hæftet "Vejviser til ToughRoad"

Linket går til ToughRoads site, hvor der findes en række underviningsmaterialer - og anknytningsmuligheder for andre fag end Samfundsfag, hvis I arbejder med emnet tværfagligt.

Åben ekstern lærervejledning


Information til eleverne – lektion 3:

Timen skal bruges til at slå nogle grundbegreber fast før I skal spille ToughRoad: Hvad er protektionisme, subsidier og WTO for noget? Hvad betyder begreber som varekæde og værdikæde - og hvordan ser de ud i tilfældet kaffe? Hvem bestemmer, hvordan den globale kaffehandel er organiseret? Kan u-landene blive rige gennem handel? Og hvordan kan et smil være 11 millioner værd?

Undervisningsmaterialer

Vejviser til ToughRoad (Trykt materiale )

Lærervejledning – lektion 3

Vi foreslår at bruge timen på diskussion i klassen.
Første punkt kan være at gennemgå kaffens varekæde. Det kan gøres meget detaljeret, men en brugbar forenkling findes i Vejviseren på s. 8-9. En kort, forskningsbaseret oversigt over kaffehandelskæden findes ved at følge linket.

http://www.coffeeroad.dk/wiki/forside/usage_dk/Kaffehandel

Følgende spørgsmål kan hjælpe eleverne til at huske centrale begreber og pointer: Hvad er protektionisme? Typer af protektionisme? (f.eks. told, handelskvoter, subisidier)? I hvilket regi forhandles der om at fjerne protektionisme? (svar findes s 6-7 i Vejviseren ..der er også et WTO-klip i Black Gold)

Slut af med et spørgsmål, der bygger på artiklen s. 4 i Vejviseren:

Hvorfor vil nogen betale 11 mio til en filmstjerne for medvirken i en reklamefilm?
(Muligt svar: Kaffefirmaet regner med at øge sit salg og/eller fortjeneste fordi kaffekøbere forbinder det med kaffen, som de forbinder med JR og hendes smil.. Det kaldes også for symbolsk værdi, og er det. som gør produkter til varemærker - eller brands.)

Information til eleverne – lektion 10 og 12 (efter spillet):

ToughRoad - det store billede: Man kan umuligt have overblik over, hvem der påvirker hvem, mens ToughRoad er i gang. Bagefter er det til gengæld muligt at se, hvordan hver især passer ind i det store billede - og at sammenligne billedet med virkeligheden.

Lærervejledning – lektion 11 og 12

De sidste to timer i forløbet bruges på at finde sammenhænge mellem spillets overordnede forløb og de enkelte spilleres skæbne og at runde forløbet af. Bed eleverne bruge de første fem minutter til at overveje spillets forløb og notere hovedpunkter ned.

Elever, der spillede bønder, handelsfolk, eksportører, mærkevarefirmaer og caféer skal notere vigtige begivenheder for DERES EGEN rolle. Elever, der var i banken eller på børsen skal derimod notere de begivenheder og beslutninger i det overordnede forløb, som de fandt vigtige.

Derefter bruges ca. fem minutter for hver af syv kategorier med fremlæggelse. Følg rækkefølgen i kaffekæden med bønderne først og børsen sidst.

Gå derefter ind på workshoppen for spillet. Bed eleverne sammenligne statistikkerne i spillet for kaffepris, markedsrente og børnedødelighed med deres egne forløb.

Rund af med at drøfte, hvorfor mærkevarefirmaerne er så stærke i forhold til de øvrige i kaffekæden. Nogle mulige svar kan findes i "Mure kan væltes" i Vejviseren s 14-15, og i mere udførlig form i teksterne Introduktion og især Historisk Baggrund på ToughRoads materialesite.

Åben ekstern lærervejledning

Elevsvar på spørgsmålet:

Vil du sige, at arbejdet med ToughRoad har gjort dig mere interesseret i at arbejde med
u-landsspørgsmål?

”Jeg har arbejdet med tingene i hånden og oplevet dem "på egen krop" og har hermed fået et meget bedre indblik!

”Jeg tror, at det kunne være spændende at være med til at udvikle U-landes arbejdsvilkår.

”Det har givet mig en større forståelse for virkeligheden og uretfærdigheden.

”Ja, man fik et godt indblik i hvilket problem man står overfor, på en sjov måde

”Jeg har altid været interesseret i u-lands-spørgsmålet, og jeg fik da en lidt bedre viden med spillet.

”Ja, man fik et godt indblik i hvilket problem man står overfor, på en sjov måde

”Jeg har altid været interesseret i u-lands-spørgsmålet, og jeg fik da en lidt bedre viden med spillet.

”Det er svært for menneskerne i u-landene at tjene nok penge til at forsørge deres familier. De har ikke en fast indtægt at leve af.

”Det sætter i hvert fald tingene i perspektiv!

”Ja - det er en spændende verden, og vi fik et godt indblik i det.

”Nej, var allerede interesseret og vidste allerede en del. Følte ikke at TR gav ny viden eller interesse (i hvert fald ikke til mig). Men måske lidt forståelse for det, at alle kæmper for sig selv og at det ikke er så let at skyde skylden på en speciel "gruppe" i kæden.

”Jeg vidste slet ikke, at bønderne levede under så dårlige vilkår. Den fik mig til at tænke mig om, da jeg var ude at købe ind. Fairtrade!!

”Fordi folkene bag for eksempel kaffe egentlig fortjener mere end de får.

”Det har det. Det er spændende.

”Er blevet mere bevidst om forholdene.

”Jeg var i forvejen interesseret i u-landsspørgsmål, og dette har bestemt ikke mindsket interessen, når man endnu engang ser de store skel der er.

”Det gjorde problemet mere aktuelt. Jeg vidste ikke, at der var så store problemer pga/med kaffe. Det ved jeg nu, takket være Toughroad.

”Fordi det kan ikke passe at vesten skal snyde ulandene på sådan en måde og så samtidig give ulandsbistand.

”ToughRoad har gjort mig mere interesseret da det er et vigtigt emne.

”Man fik et lille indblik i, hvordan det var at arbejde sådan et sted.

(Ovenstående er udpluk fra elevbesvarelser i ToughRoads deltagersurvey 2012)